3 tips til at skrive tøse-realisme

Vil du gerne skrive en realistisk børnebog? Her får du tre tips til at komme i gang. 

Omslag: Lange/Jessen, Heinemeyer/Jessen, Bertelsen

Camilla Wandahl, kendt for pigeserien "Veninder for altid", har skrevet rigtig mange bøger til piger mellem 9 og 13 år. De to nyeste er "Til min bedste veninde i verden" og "Alt om at være pige".
Nu samler hun sin viden om emnet i tre personlige tips til dig, der selv drømmer om at skrive en pigebog.
De tre tips er krydret med fakta fra hendes egne skriveprocesser.

1. Hvem skriver du til? 
Nogle forfattere skriver bare den historie, der ligger dem aller mest på sinde, og så er det op til forlaget at finde ud af, hvem målgruppen er, og hvordan bogen skal pakkes ind.
Den teknik er der sådan set intet i vejen med. Det er bare ikke den, jeg bruger!
Når jeg skriver, så skriver jeg til en helt konkret læser. Altså ikke en person med navn osv., men jeg forestiller mig mig selv som fx. 11-årig, og så skriver jeg til mig/hende om det der optog mig selv dengang.
Så det er på en måde mig selv, jeg skriver til.
Nu kan man sige, at det jo efterhånden er en del år siden, at jeg selv var 11 år, og at det ikke må blive for gammeldags for nutidens unge at læse bøgerne. Men det tror/håber jeg heller ikke, at det bliver - for det er nemlig ikke så meget konkrete episoder, jeg henter fra min egen barndom som det er interesser og følelser.
Fx var jeg meget optaget af alt det med kroppens udvikling, menstruation osv. da jeg var 12-14 år. Ja, jeg lavede endda en brevkasse på internettet om emnet, hvor piger skrev til mig og fik svar på deres spørgsmål om den slags! Det er den samme nysgerrighed, som Ida fra "Alt om at være pige" har.
Det var ikke en konkret beslutning, at jeg nu ville skrive om "pubertet", da jeg gik i gang med den bog. Nej, det var Ida, der dukkede op og tænkte helt vildt meget på den slags. Og jeg er sikker på, at jeg ville have ELSKET "Alt om at være pige", da jeg selv var 12 år.

Omslag: Bertelsen, Jessen/Heinemeyer. Banner: Kallesen

Jeg prøver at skrive bøgerne så tæt på målgruppens hverdag som muligt, men alligevel så de er rare at læse. Mine tøsebøger er ikke "hårde", og jeg er bestemt godt klar over, at der findes 12årige, der lever et MEGET anderledes liv end de middelklasses-piger, jeg beskriver i fx "Veninder for altid"-serien. Selvfølgelig er pigerne i serien forskellige - deres forældre har forskellige typer uddannelser, nogen har søskende, andre ikke og nogle af deres forældre er skilt, mens andre bor sammen. Men der er ikke nogen af dem, der fx lever på gaden eller har store familiære problemer.
Det er ikke fordi, jeg ikke er klar over, at der findes børn på 12 år, der har det anderledes. Nej, jeg vælger at skrive sådan, fordi den målgruppe, jeg skriver de her bøger til (mig selv som 11-årig), gerne vil hygge sig, når de læser sådan en bog. Og "Veninder for altid" er hyggelige bøger for 9-12årige om venskab og forelskelse og familie.
Al respekt til folk der skriver om meget mere alvorlige emner - den slags bøger kan ofte rettes til en skolemålgruppe, hvor børnene kan læse dem sammen med voksne. Der findes masser af gode bøger i den kategori, men jeg har ikke skrevet nogle af dem endnu. Ikke for de 9-12årige i hvert fald.

Så det er altså en god idé at tænke over ikke blot hvilken historie du vil fortælle, men også HVEM du vil fortælle den til og HVORFOR. Skal børnene hygge sig? Skal de lære noget? Oplyses?
Når jeg skriver tøse-realisme, er det for at børnene skal hygge sig. Og så må drengene i øvrigt gerne læse med, hvis de har lyst :)

2. Det hele behøver ikke at være lyserødt
Nu ved jeg godt, at indlægget handler om at skrive tøse-realisme, men faktisk behøver det hele ikke
at være lyserødt. Der er kun 2 af mine 10 tøse-bøger, der har en udpræget lyserød forside. Og det gælder jo ikke kun forsiden. Også indholdet behøver ikke at være "typisk" piget. Masser af piger vil gerne læse om fodbold, vilde dyr, spejder, skak, zombier og hvad man ellers kunne forledes til at forbinde med drenge.

Omslag: Jessen/Heinemeyer

Faktisk er kønsroller jo en ret stor debat i øjeblikket - ikke mindst hvilke kønsroller vi giver videre, når vi skriver (jeg læste engang en lang artikel om emnet i en avis - jeg fik helt dårlig samvittighed over at skrive "pige"-bøger faktisk).

Jeg er egentlig ikke fortaler for, at man nødvendigvis bevidst leger med kønsrollerne i sine bøger, med mindre det gør bogen bedre, men jeg synes alligevel godt man kan overveje, at rigtig mange piger potentielt kommer til at læse bogen og dermed sammenligne sig selv (og deres egen familie) med de typer af piger de læser om.
Derfor blev jeg meget glad og overrasket, da jeg i én af Asta-bøgerne så, at det var moren, der hængte skabet op, mens faren smurte madpakker;)

Men nu er det jo en BOG du er ved at skrive - ikke et kønspolitisk værk, så du skal selvfølgelig primært være tro mod din egen historie. Historien er ALTID det vigtigste.

Hvad jeg til gengæld får rigtig god respons på fra mine pigelæsere er følelserne i bogen. Så hvor emnerne kan være alt muligt - skakturnering, spejder-tur, fodboldlejr, ridning osv., så er det min erfaring at FØLELSERNE er noget af det, der får pigelæserne til at hænge på! Derfor handler det sidste tip om at få følelserne i spil.

3. Sæt følelserne fri!
Vi læser en historie, for at leve os ind i hovedpersonens liv og de oplevelser, som han/hun har. Det gælder selvfølgelig også børn. Så den historie, du skriver, skal være identificerbar og spændende. Da jeg tidligere skrev "hyggelig", mente jeg ikke, at det var nok, at pigerne sad på et værelse og drak te. Det er hyggeligt at drikke te, men det er kedeligt at læse om. Med mindre, pigerne kommer op at skændes samtidig, eller taler om hemmeligheder!

Jeg arbejder primært med mine hovedpersoners udvikling frem for bogens plot som drivkraft. Det vil sige, at jeg ved, hvordan mine karakterer skal ændre sig og hvad deres største udfordringer bliver i løbet af bogen. Men ikke nødvendigvis, hvor dette skal ske og hvad der konkret skal ske (fx om de skal til fest eller i ZOO).

Jeg får rigtig god respons på Ji som hovedperson (i "Veninder for altid"-serien). Læserne fortæller mig, at "hun er en rigtig god veninde". Hvis sandheden skal frem, så skrev jeg Veninder for altid 1 og 2 samtidig, og da jeg havde skrevet begge to, følte jeg, at bog 2 var meget mere spændende end bog 1, fordi hovedpersonen i bog 2 - Jose - både oplever mere kærlighed og kommer med i et sangshow. Ji føler sig mest bare forkert og udenfor i bog 1.
Alligevel fremhæver næsten samtlige pigelæsere at bog 1 og Ji er deres favorit. Og jeg tror, det er fordi Ji gennemgår den mest markante udvikling - og så er hun super nem at relatere til, fordi hun føler sig så forkert.

Det er lidt det samme i "Til min bedste veninde i verden" - det er vel egentlig en bog om ensomhed, fordi Andrea har mistet sin bedste veninde, der er flyttet. Men bogen bliver ikke trist, fordi hun har en sød ironi. Alligevel er der rigtig mange piger, der kan genkende følelsen af at miste en veninde, og derfor gerne vil læse om Andrea.

Men hvordan beskriver man følelser?

Omslag: Lange/Bertelsen

Det er et ret svært spørgsmål at svare på. For det skal jo ikke blive pladderromantisk og sentimentalt. Ja, faktisk skal følelserne måske slet ikke beskrives - du kender måske udtrykket "don't tell it - show it"? (det handler om at VISE, hvordan ens personer føler i stedet for at BESKRIVE det - fx gennem dialog og handling - du kan helt sikkert google begrebet).
For mig handler det om at folde ud hver gang der er scener, som man måske kan huske fra sin egen barndom, gjorde ondt. Fx at blive valgt sidst i rundbold. Eller ikke at vide, hvem der vil arbejde i gruppe med én. Eller ikke at blive budt op til dans. De fleste af os har prøvet noget i den retning - det skal beskrives detaljeret og helt indefra hovedpersonen, for så føler pigelæseren, der selv har oplevet det, sig ikke længere alene. Det er i hvert fald MIN erfaring.

Jeg lærte selv at beskrive følelser af forfatteren Katarina Von Bredow - hendes roman "Alt for forelsket" er formidabel og inspirerede mig til "Så fandens forelsket" (også til titlen, faktisk, dér kunne jeg nok have været mere kreativ). Men jeg lærte det også af at skrive dagbog - jeg skrev dagbog (og breve!) hele min barndom og fik på den måde øvelse i at sætte ord på mine følelser.

Ovenstående tre tips er selvfølgelig møgpersonlige. Det kan sagtens være, at du kan skrive en fænomenal tøse-bog uden følelser og uden at tænke over målgruppen og gøre den fuldstændig lyserød.
Men jeg er forud for dette indlæg blevet opfordret til at komme med MINE tips til at skrive pige-bøger, og det er dem, du nu har læst.
Jeg håber, at mit indlæg inspirerer dig til at skrive en formidabel tøse-bog - eller måske en tilsvarende bog for drenge. Eller for begge køn, måske!

Omslag: Jessen/Lange

Til slut vil jeg anbefale et par pigebøger:

Mine egne: 
Veninder for altid
Alt om at være pige
Til min bedste veninde i verden
Så fandens forelsket

Moderne pigebøger: 
Emmy
Stella
Et strejf af magi
Wicca-veninder
Asta
K for Klara
Drenge &-serien
Dobbeltdaten



Fra min egen barndom: 
Mig - en pige
Julie-bøgerne
Eva og Adam (tegneserierne især)

- Der er sikkert mange flere - spørg på biblioteket:)

Gratis - Læs mere om Ida fra Alt om at være pige!

Har du læst "Alt om at være pige" og kunne godt tænke dig at læse mere om Ida? Så kig med her, hvor du får et lille fraklip ... eller måske et kapitel fra en kommende bog 2?

Jeg skrev teksten på Skriv en bog på en uge-kurset, hvor man skriver derudad i 20 minutter ud fra ordet Huller. Bagefter rettede jeg det til, så det giver bedre mening for jer, der læser det:)

Jeg er i gang med at skrive en bog 2 om Ida, og denne scene er med:o)

Banner af Jan Kallesen. Omslag: Bertelsen
og Jessen/Heinemeyer

1. Det var en frygtelig orkan

I dag i skolen skulle vi alle sammen til tandlæge. Vi skulle gå derover to ad gangen, og jeg fik heldigvis lov til at gå derover sammen med Esther. Jeg synes, det er meget hyggeligere at skulle til tandlægen med sin bedste veninde, end med én af drengene. Så det var vi ret glade for. Især måske Esther, for hun har nemlig tandlægeskræk. 

Og det kunne man tydeligt se, for mens vi gik derover, blev hun mere og mere hvid i hovedet.

”Er du bange?” spurgte jeg.

”Nej …”

Jeg kunne godt høre, at hun løj, men jeg lod som ingenting og åbnede døren.

Der er altid sådan en mærkelig lugt hos tandlægen. Jeg ved ikke om det er tandpasta eller noget andet. Det lugter ikke som tandpasta. Måske er det det, som de renser ens tænder med. Eller det som de fylder i, hvis man har huller. 

”Jo,” sagde Esther. ”Nu er jeg bange.”

”Først nu?” spurgte jeg.

”Ja, nu, på grund af lugten. Men du må ikke sige det til nogen.”

Jeg ville give hende et kram, men i det samme kom én af tandplejerne ud. Altså ikke dem der roder med ens tænder, men hende der plejer at skrive ting ind på computeren.

”Det er jeres tur lige om lidt,” sagde hun.” I kan bare sætte jer og vente.”

Hun pegede på nogle små, blå stole, hvor der stod en Noahs Ark i træ med en masse dyr.

Jeg kiggede på Esther, men hun trak bare på skuldrene. Så satte vi os på de små blå stole. Mine knæ bøjede nærmest opad, fordi jeg var for høj til stolen. Og jeg er ikke engang specielt høj.

”Hvad er du bange for?” spurgte jeg.

”At de skal bore, tror jeg. Og lugten. Jeg kan bare lugte det hele tiden.” Esthers stemme var lav.

Hun rakte ud efter en træ-giraf og sad og drejede den mellem fingrene. Det så seriøst nærmest manisk ud.

”Men altså …” jeg prøvede at finde på noget at sige, men jeg vidste ikke rigtigt hvad, for ærlig talt var jeg slet ikke bange.

Altså jeg syntes da ikke, at det var mega sjovt at være til tandlægen, men jeg syntes heller ikke det var super slemt, og jeg havde aldrig prøvet at have et hul, der skulle bores.

”Kan vi ikke tale om noget andet?” Esther så sig febrilsk omkring. Hendes blik faldt på Noahs ark. ”Noahs ark eller sådan noget?”

”Okay.” Jeg tog alvorligt den lille figur, der skulle forestille Noah op og satte den på bordet mellem os.

”Der var engang en mand, der hed Noah. En dag sagde Gud til ham, at han skulle bygge et kæmpe skib …”

”En ark,” sagde Esther.

”Er det mig eller dig, der fortæller?” jeg gjorde min stemme alvorlig, og så smilede Esther, og så blev jeg nødt til at fortælle videre, for det var første gang hun havde smilet efter vi var kommet ind hos tandlægen:

” Du skal tage to af hvert dyr, sagde Gud. En han og en hun. Og så skal I sejle ud, og så sender jeg en kæmpe tsunami …”

”Det var altså en syndflod,” sagde Esther.

”Hvad er forskellen?” Jeg sad med en ko i hånden, parat til at sætte den ind i arken sammen med Noah.

”At det ligesom er en flod af synd. Fordi det er synd for alle dem, der dør, tror jeg.” Esther stemme var spørgende.

”Jeg kan bedre lide at det er en tsunami. Det er mere realistisk. Så det er det altså i min historie. Vil du stadig høre den?” Jeg satte koen ind ved siden af Noah.

”Ok. Men du mangler en ko.”

”Hvad mener du?”

”Hvis der kun er én ko, uddør racen jo. Det er jo ligesom pointen med Noahs Ark,” sagde Esther tålmodigt og rakte mig den anden ko.

”Nørd,” sagde jeg, men jeg tog begge to køer og lod dem trippe sammen ind i arken, og så fortsatte jeg:

”Da Noah havde samlet alle dyrene, kom den store tsunami.” Jeg lagde tryk på ordet, og så begyndte Esther at grine.

”Syndflod,” sagde hun. ”Det andet lyder altså som TV-Avisen.”

”Den store Syndflod sendte skibet ud på bølgerne. Huh hej.” Jeg løftede skibet og begyndte at rutsje det fra side til side så alle de små figurer inden i det raslede frem og tilbage. ”Der var vand alle steder,” sagde jeg og rejste mig op, mens jeg løftede træskibet op og ned i bølgebevægelser, som om det var midt i en kæmpe storm.

”Men er det ikke synd for alle de andre ting, at de drukner?” spurgte Esther. ”Skal vi ikke redde dem?”

Skal "Alt om at være pige" blive en serie
ligesom Veninder for altid?
(Omslag: Jessen/Lange)

”Jo!” Jeg sejlede skibet hen til noget Lego, der lå ved siden af Esther. ”Vil I med om bord? spurgte Noah.” Jeg gjorde min stemme dyb, så jeg lød mere som Noah, mens jeg stoppede skibet lige ved siden af Legoet. Esther proppede det ind i skibet, og så sejlede det videre, vildere og vildere.

”Det var en frygtelig orkan,” råbte jeg.

Og ja, det var noget jeg råbte.

Men det med at jeg råbte, gik først op for mig, da Vitus og Elliot kom ud fra tandlægen.

De stoppede i døren, og så gloede de begge to vildt underligt på mig, der stod midt i rummet med et legetøjsskib, der er beregnet til nogen der er meget yngre end Felix.

”Hvad sker der?” spurgte Vitus.

”Vi leger Noahs Ark,” sagde Esthjer.

Og altså … faktisk var det jo sandt nok. Men kunne hun ikke have valgt et andet udtryk? Kunne hun ikke have sagt at vi … fortalte historien? For lege er sgu da noget man gør, når man er totalt pattede!

Vitus og Elliot grinede begge to. ”De andre kommer til at grine så meget, når de ser det her!”

”Hvad?” Min stemme steg nogle oktaver, ja, jeg tror faktisk, jeg gik lidt amok.

Vitus holdt sin mobil op: ”Vi filmede jeres seje stykke. Opdagede I det slet ikke?”

Jeg følte det, som om det var mig, der blev opslugt af en syndflod nu. Nej, det var faktisk ikke engang en syndflod. Det var en kæmpe mega tsunami-bølge, og jeg forsvandt bare under den og blev revet med, væk.

”Lad os lige prøve at se …” han afspillede videoen, og pludselig kunne jeg høre min egen totalt mærkelige og forvrængede stemme sige:

”Det var en frygtelig orkan …”

”Slet det!” Jeg fløj op og kastede mig over Vitus. Men han var højere end mig, så han holdt bare telefonen oppe i vejret.

”Jeg tror, vi skal se fælles film i klassen i dag …” sagde han. ”Ikke Elliot?”

Elliot sagde ikke så meget, men han grinede. Og jeg hoppede og skreg, men så kom tanddamen ud og sagde, at nu skulle drengene altså gå, for det var vores tur.

Og så gik de bare! Med filmen med MIG på!

Jeg var faktisk, helt seriøst, ved at dø lige der.

”De viser den jo ikke til nogen,” sagde Esther, da vi gik hen mod tandlægen. ”Og hvis de gør var det jo også bare sjovt.”

”Nej!” sagde jeg. ”Det var IKKE sjovt!”

Normalt ville jeg have spurgt, om Esther helst ville først for at have det overstået. Men nu sagde jeg bare: ”Jeg skal først,” da de spurgte. 

Jeg fik lidt dårlig samvittighed, da jeg så Esthers ansigtsudtryk, for nu skulle hun være nervøs og vente alt den tid som det tog for mig at blive undersøgt.

Men samtidig, altså, så synes jeg bare lidt at hun havde fortjent det. For nu havde jeg gjort mig mega umage for at aflede hendes opmærksomhed, ja, jeg havde faktisk gjort mig totalt til grin over for Vitus. Vitus! Og hun havde gjort det hele værre ved at sige, at vi legede.

Helt ærligt, tror hun, at vi er fire år?

Da vi kom tilbage i klassen var der pause. Lige da vi kom ind råbte Elliot: ”Der kommer Noahs Ark!” og så fnisede Liva og Asta, og alle drengene grinede, og Mikkel råbte:

”Det var en frygtelig orkan!” Tre gange efter hinanden, og så kunne jeg jo nok regne ud, at Vitus og Elliot havde vist filmen til de andre.

”Det var ikke noget vi legede!” råbte jeg.

Men jeg kunne ikke overdøve Mikkel, der var gået i selvsving med at lege, at bordet var et skib, og at han var midt i en orkan (og seriøst – hvorfor er det ikke mere mærkeligt, end at lege Noahs Ark?)

Men så gik det op for mig, at jeg jo alligevel ikke kunne sige, at jeg fortalte historien, for at Esther ikke skulle være bange, for hun havde jo bedt mig om ikke at sige det til nogen. Så faktisk var der ikke andet at gøre, end at OVERLEVE den tsunami, som jeg var blevet opslugt af.

I spisepause kom Liva og Asta hen til vores bord. Liva stillede sig sådan henslængt op ad bordet, så man kunne se hendes bryster tydeligt under blusen. Sådan har hun stået hver pause siden vi kom i syvende klasse, jeg tror, det er noget, hun har set på en film.

Jeg har prøvet at stille mig sådan derhjemme foran spejlet. Så lænede jeg mig op ad mit skrivebord og skød brystet frem, mens jeg rettede på mit hår, så det ligesom flød ned over mit ene øje. Det med håret havde jeg nemlig selv set på en film.

Men sådan som jeg stod, kunne jeg ikke se mig selv i spejlet, så jeg var nødt til at få Felix til at tage et billede af mig. Og da jeg havde hentet ham og stillet mig i Liva-positur igen, kiggede han bare underligt på mig:

”Har du ondt i din ryg?” spurgte han.

”Hvad mener du?” Jeg rettede på mit hår igen, fordi det kildede mig i munden.

”Fordi du står så mærkeligt.” Han tog et billede og rakte mig telefonen. SÅ skyndte han sig ind til sin computer igen.

Da han var smuttet, og jeg kiggede på billedet, lignede jeg overhovedet ikke hverken Liva eller en skuespiller, men en eller anden mærkelig alien, for mine ribben stak ærlig talt tydeligere frem end mine bryster, og så slettede jeg med det samme billedet og besluttede mig for aldrig at stå sådan igen.

”Jeg skulle sige noget …” Livas bøjede sig frem mod mig. Hendes stemme var hviskende. ”Men jeg måtte egentlig ikke sige det.”

”Så skulle du vel heller ikke sige det?” sagde Esther.

”Narj … men for jeres egen skyld. Liva så vigtig ud: ”Vitus har sagt, at drengene faktisk ville syntes I var ret søde, hvis I ikke legede så pattede lege.” Hun så direkte på mig.

”Har Vitus sagt det?” spurgte jeg.

”Altså ikke Vitus. Han er jo kæreste med mig. Men de andre drenge.” Liva kastede med håret.

”Hvem?” spurgte jeg, selvom jeg mest kunne tænke på, at det var Vitus, der havde sagt det.

Og at han måske, sådan KUNNE synes, at jeg var sød. For i virkeligheden legede jeg jo ikke barnlige lege. Men det troede han selvfølgelig …

”Er det ikke lige meget hvem?” Asta satte sig på kanten af vores bord. ”Pointen er, at når man går i 7. klasse, så leger man altså ikke mere.”

”Det bestemmer man vel selv,” sagde Esther og samlede blyanterne i sit pennalhus sammen.

”Vi legede heller ikke,” sagde jeg og skottede til Esther. ”Vel?”

Esther kiggede hurtigt på mig. Jeg blev varm i kinderne. Okay, hun ville heller ikke have, at jeg sagde til Liva og Asta, at hun var bange for tandlægen.

”Vi fortalte ligesom bare historien,” sagde jeg så.

”Men det er jo også lidt nørdet, ik?” Asta tog et stykke tyggegummi og bød os andre. Så så hun på Liva: ”Skal vi ik’ gå i Netto nu?”

Der kan selvfølgelig nå at blive ændret alt muligt inden der (måske) udkommer en bog 2. Men hvad synes du om det?